For ca et års tid siden nævnte en bekendt i en mindre forsamling, at han havde læst Evighedsmaskinen og pointerede, halvt overrasket, at den var virkelig god. Et par måneder efter var jeg i antikvariatet ved Rådshuspladsen og købte romanen med hjem.
Romanen er fra 1964 og et af Inger Christensens tidlige værker. Fortællingen er fin, men det der begejstrer mig, er hendes fortættede prosa, der slår over i poesi i ny og næ. F.eks.:
Skulle det ikke være nok? Raketterne stiger og stiger og lukker deres ildøjne op og lukker dem i. Børn, der ser på raketter første gang, og børn, der har set raketter mange gange før, lukker deres ildøjne op og lukker dem i. Men skyggerne, skyggerne er beregnet for voksne. Skrammelskyggerne og sækkeskyggen, deres udvidelser, når raketøjnene lukker sig op, og deres sammensnøringer, når de lukkes, og det selv om barndommen er langt borte og stum, deres bevægelse er beregnet for voksne på en udmark, voksne med rolige hjerner.
Og inden da har afsnittet været nærmest Gertrude Steinsk – dog med kommaer. Drevent og sikkert formuleret, i hendes skift mellem opremsning og handling og kommenterende ord og så igen videre med kommaerne som retningsbestemmende for hele tekstens forvandling. Læs:
Han kigger på stjernerne, uden at der er tale om nogen oplevelse og uden at tale om denne oplevelse. For lidt siden steg de første raketter op mellem stjernerne, dernæst steg også musikken op, kroppens og sækkens skygge flyttede sig, skramlet og dets enkelte forvanskede kendetegns forvanskede skygger flyttede sig. Sådan begyndte festen derinde, de sørgende med deres lykkelige ansigter, de klagende med deres glædelige budskab, de skrigende med deres salige smil, de flokkedes, færdedes, tålte hinanden eller trykkede krogene længere ind, flagrede, hen over pladser og tværs gennem billige fontæner, smertede ungdommen, der plaskede overgivent, undergav sig skygger og ældedes på vej gennem Sanctusgaden, lyste for enden af Via Dolorosa, et kæmpe fyrværkeri af strålende øjne og frelst forstand på frelse.
Andet kapitel (eller 1ˆ1) som jeg citerer fra referer på sin vis til fortællingen efter Jesu død og før Hans opstandelse. Og det er som om Inger Christensen skaber verden påny ved at benævne den. F.eks.:
Det kan ikke være rigtigt, at det kræver noget. Hver gang et krav kommer frem og bliver opfyldt til mindste enkelthed, bliver det ikke opfyldt. Hver gang et krav betragtes tilstrækkeligt nøje, er det ikke et krav. Skulle det ikke være nok at betragte det tilstrækkeligt nøje? Skulle det ikke være nok at opfylde det til mindste enkelthed? Hver gang et liv kommer frem og bliver opfyldt til mindste enkelthed, bliver det ikke opfyldt. Nej nu kan det være nok. Det kan ikke være rigtigt, at det kræver noget.
Det jeg mener, er ikke, at verden skabes på bibelsk vis med rødder, stammer, krybdyr, fugle, regn og årstider. Det er erkendelsen, der arbejder ved at stille spørgsmål til noget, der for mig minder om absolutte svar. Inger Christensen skaber usete sammenhænge ved at forklare det gennem hovedsætninger og opremsninger. F.eks.:
(…) indhold i disse mennesker, et indhold der på et eller andet tidspunkt kunne tage en bestemt retning, så de selv var nødt til at følge med. Det er nemlig som om alene det at ordet alene benyttes – og det selv om der ikke er knyttet nogen form for sorg eller fortvivlelses til det – allerede tiltrækker et eller andet, som bedst kan kaldes trøst. Som nu i dette tilfælde. Første var sækken bare en sæk, så var den en skygge, sig selv og sammenfaldende med kroppens, nu er den en trøst. Når vinden har løftet op i den, og den af sig selv falder tilbage, da er dens berøring af kroppen helt urimelig skøn og en trøst.
Sækken er altså mere end en sæk, den er trøst. Og forsat konkret skriver hun f.eks.:
Luften er ikke utilgængelig, den er indifferent. Luften er ikke utilnærmelig, den er påtrængende. Luften er ikke uindtagelig, den er indtrængende. Luften er besværlig; (…)
og videre i det følgende forsat forklarende, talende om luften og præmisserne, der på sin vis er hegnspæle sat til at indkredse sin egen forståelse af verden. Og på den måde synes jeg, at disse svar også bliver spørgsmål, altså spørgsmål i den forstand, at det er hvad livet drejer sig om, hvad der er vigtigt, som defineres og derved sættes i spil.