Otte af Noréns forsøg på at skrive sig frem til et øjeblik, hvor ordene går itu:
1
En splintren af
dig, fra
hjemkomst-
holdepunkterne.
Din sprogkulde
hilser mig.
2
En splintren
af dig
samler dig,
bærer.
Hovene går
over den,
skærveskoede.
Navnløshed
sender derhen med
ekstrem styrke, og
løsnende kasket-
skygge.
Mundene hører efter, omkuldvæltede,
redt op mod den
sammenblæste
ensomhed.
Sammenkrummet,
fra pudsningen, gyser du mod
sneen, med
nøgent uldtæppe
til os begge.
4
Aften, de små sorte arbejdsheste
går med fælles
tinding
Det nøgne er
tyndt sået
Grøfterne
forseglede med
torneflis
Min sjæl tyndslidt mod
dig
Hovene
bløde, skærve-
afhuggede
5
Morire di Classe
Hvilken adressat har disse
ansigter, politiske
offersten
Der må tages vare på dem
i det indre hos
arbejderklassen
hvor det eneste ly
og helbredelsen
findes endnu.
9
I aften lyser
den slidte
livrem,
sandlampe
over det drænede
loft,
tornen, omsvøbt
med vener, som
om du fandtes i
dem, uundgåeligt;
vores murlod
som får det til at
dirre, over sin
hilsen:
jeg ser ikke længere
ord, jeg ser
kodeord,
jeg kender dig ikke
længere, jeg
bekender dig.
11
Revnede ordet
itu,
matheden slog
ikke med
vingerne,
afskar sig fra alt
og holdt båndet
tilbage,
ikke over til
dig, som bevarer os
i navnløshedens
øjeblik,
- vi bar dig
endnu et stykke gennem
vores død,
men du som
bevarer
tager ikke imod
22
En splintren
af dig, på
grænsen,
tindingetrinene lyser over stenene,
endelig spænder øret
den tynde bue-
streng,
jeg hviler over mig selv
mod din udrullede
menneske-
glød,
- har vi mod dig
opmålt
begge
hænder.
23
Verdenstornen
indtier
dig,
gnavet som ord fra nødmasten
løsner identitets-
intet dit
navn,
den nyudklækkede mågeunge med lange negle
af perle som hviler udbredt
deroppe på gadelampen
følger dig varsomt
med alt i dit
blik.