I en note til Walter Benjamins essay om kunstværkets tekniske reproducerbarhed kan man læse følgende:
”Ægte” var det middelalderlige madonnabillede jo endnu ikke på det tidspunkt, det blev lavet; det blev det i løbet af de efterfølgende århundreder og mest omfattende måske i forrige.
Citatet peger på den enkle observation, at det kun er gennem spejlingen i det reproducerede, at det oprindelige værk bliver ægte – og vel at mærke sådan, at man næppe kan tænke begrebet ægthed i forbindelse med fx litteraturen. Skriftens tekniske reproducerbarhed kom med bogtrykken, den blev til en massehændelse, som siden har været litteraturens sine qua non. Litteraturen har, i modsætning til et maleri, en opera eller et skuespil, ikke en uropførelse at henvise til, som siden er blevet reproduceret som produkt og markedsført. På den måde er litteraturen i båd med fx filmen og langt det meste (populær)musik. Oplæsningen kan ikke føres som argument for, at litteraturen har en rest af ægthed i sig, idet oplæsningen er en fortolkning af det markedsførte produkt og udelukkende låner autoritet fra den signatur forfatteren inkorporerer over for sit publikum. Der er to veje her fra: 1) forfatterens person er det egentlige kunstværk (som den rift oprindelsen etablerer), hvorved der ikke bliver forskel på liv og værk, en æsteticering af livet, der i et eller andet omfang altid er fascistoid; eller 2) man må acceptere værket som masseprodukt på godt og ondt. Hvor den første mulighed burde annullere sig selv, ligger der i den anden mulighed latent et opgør med alle romantiseringerne, der dels ligger i den første vej og dels er en del af hele nysgerrigheden, som signaturen hviler i; men den anden vej rummer også det positive aspekt, som for nyligt blev udhævet i After Hands udgivelse af Comité Invisibles manifest (Den kommende opstand), hvori copyrighten er udskiftet med en copyfarleft og en erklæring, som ligger i logisk forlængelse af litteraturen i den tekniske reproducerbarheds epoke.
Denne bog er et fælles værk. Du opfordres til at kopiere, cirkulere, distribuere, oversætte, ændre og i øvrigt tage ejerskab over det. Virksomheder, der ikke ejes af sine arbejdere, gives ingen rettigheder.
Erklæringen er paradoksal. For på den ene side må et masseprodukt, der ikke kan gøre krav på originalitet, men altså nok på det købmandsmæssige krav om fortjeneste med hjemmel i samfundet, som det ser ud i dag, tilhøre masserne, i det omfang de gør krav på det og i forlængelse heraf kopierer, cirkulerer, distribuerer, oversætter og ændrer det efter forgodtbefindende; på den anden side kan masseproduktet først i den henseende påberåbe sig en form for originalitet med alle dette begrebs serier knyttet til geni, Witz, esprit osv. Disse serier er på den anden side kun meningsfulde i det omfang, de kan forbindes med et forfatterindivid, der kan agere afsæt for værket. Men lige præcis idet masserne fremsætter et kollektivt krav på værket som masseprodukt elimineres forfatteren som ophav, idet det først er gennem cirkulationen af et let ændret værk, at man kan omtale det første produkt som originalt – men altså netop på baggrund af noget, der ikke kan eller i hvert fald ikke bliver markedsført.
Det kollektive misbrug af en forfatters værk, den egentlig massegørelse af produktet, åbner en frizone, hvori spændingen mellem det mulige og den faktiske status quo kan afdækkes og kampen derigennem radikaliseres. Med andre ord åbner den reproducerede tekst en mulighed for radikalisering i opgøret med samfundets orientering mod individet og heri også muligheden for at gentænke det kollektive subjekt.
Jeg synes det kollektive, tanken om at insistere på værket for sig selv, at lade værket være frit, så at sige, befriet for anden afsender end massen selv, er spændende. Især hvis man tænker det videre ind i den digitale verden, nettets åbenhed og massens kraft til at løfte projekter. Wikipedia, fx.
Samtidig sidder jeg også og tænker på, at problematiseringen af subjektet, afsenderen, etellerandet sted er lidt krukket, lidt genert, lidt påfugle-agtig. Fordi det også handler om, hvordan vi som læsere modtager værket med én afsender på. Om vi, fx, begynder at se tingene i sig selv, læsningen i sig selv, bogen i sig selv, Istedet for vores egen fokusering på individer. På enkelte tænkere (deleuze, ranciere, duras, fx. fx.): tænkerne, deres navne bliver brands, men også forbrugervejledning, Vi stoler på navnet som en kvalitetsmarkør. Uden navnet kan vi ikke vide om det masseproducerede værk er intelligent hver gang.
Som jeg læser det ovenstående er det ideen om det originale, der er problematisk, ideen om det autentiske. Man må overskride de ideer. Hvert værk har ofte haft masser af udkast allerede inden nogen andre end skriveren (skriverne) har offentliggjort det (det er vel banalt?). Det får mig til at tænke på det flydende (vildvej): at værkskabelsen er et arbejde med en flydende masse, som konstant er i forvandling (ligesom landskabet, ligesom kroppene, ligesom himlen, ligesom de radioaktive stoffer), men når vi møder værket er det stivnet, der er gjort et indgreb i det flydende, et indgreb i tiden, i skabelsen, et indgreb der er kunstigt, men som giver den tilstrækkelig ro så vi andre kan tilegne os tanken, skriften, ordene. Men hvert værks stilstand er også en forestilling – og det er vist det der er min pointe – det meningsfulde, den meningsfulde tilgang til værket, er den konstant genskabende, omskrivende, videreførelsen. Det er vist en gammel traver, noget med Valerys forestilling og had til kunst på museet, fordi kunsten var et skabende arbejde ude i værkstedet overfor museumsgæstens forsvinden ind i hvert enkelt værk. Jeg tror det er forfængelighed ikke at tro, at værket ikke stadig er flydende når det er ude i verden, også selvom der er copyright og forfatternavn på afsendelsen.
Tilgiv mine forfængelige linjer. De kommer fra hoften.
Vi kommer formentlig aldrig til at se tingene i sig selv, vi er altid hæmmet af dette for os; men i og med vi ikke kan hænge skriften op på en signatur (det brandede navn), bliver vi nødt til at forholde os til det skrevne, fordi det ikke har en allerede etableret horisont at blive læst inden for. Dermed skulle vi jo gerne komme ud over ”navnet som en kvalitetsmarkør”. Postulatet er altså, at det er umuligt at adskille det autentiske, det originale fra ”navnet som kvalitetsmarkør”, men idet litteraturen skrives/læses inden for en tænkning om det kollektive (som modsætning til det individuelle – hos læseren), må der helt banalt også tænkes anderledes om det romantiske efterslæb i kvalitetsmarkørerne. Men mere interessant er det, i hvert fald herfra, at litteraturen, hvis den tænkes, forsøges at blive tænkt, uden om signaturen, uvægerligt bliver en modstand, en åbning af frizoner, hvor en kamp mod det, der er, kan radikaliseres.
Lige præcis “Den kommende opstand” er et interessant eksempel, fordi jeg forstår den anonyme signatur og opfordringen til Copyfarleft-distribution som en konsekvens af kapitalismens opløsende karakter, ikke som et modsvar til den. At vi skriver anonymt på denne blog er ikke i sig selv utopisk, men en demobilisering af den mobilitet, som økonomien tvinger os ud i. Det er de hjemløse, der samles om ilden i olietønderne, det er smukt, men ikke en ny verden. I hvert fald ikke den eneste.
Jeg tror det jeg vil sige er, anonymiteten er helt nødvendig at overveje og anvende, fordi krisen i én forstand allerede har taget vores navne fra os. Men vi skal også turde tale om et niveau, hvor navnene ikke lukker sig om deres værker og fastfryser dem. (Jvf. ovenstående kommentar) Jeg synes ikke, vi skal opgive navnene, og her må man forstå “opgive” i begge betydninger: Hverken indberette eller miste håb.
Rancière skriver i et essay, at det ikke er politiets rolle at undertrykke, men det essentielle ved den institution består i, at den skal sikre en symbolsk inddeling af den sansede verden. Det betyder, at politiets funktion er at sikre, at visse måder at være på, visse inddelinger af den sansede verden, visse funktioner osv. bibeholdes, hvilket altid vil sige, at det tomme, det, der ikke er, skal holdes ude af det symbolske. Spørgsmålet er så om ikke demobilisering gennem anonymitet lige præcis kun kan lade sig gøre på baggrund af det utopiske? Med utopi henvises der ikke til et eller andet hinsides, men til det ikke-sted som en frizone er; det vil sige demobiliseringen altid kun kan komme på tale i det omfang, at et individ eller gruppe ikke længere lader sig mobilisere af staten. Dermed etableres et ophold, en frizone eller et ikke-sted, hvor praksis åbner for en anden mulighed, der rækker ud over det faktiske – en symbolsk konfrontation med politiet kunne man sige med et skævt smil – uanset det midlertidighed.
De hjemløse, der samler sig om olietønden, er altså ganske rigtig ikke en ny verden, men en mulighed hinsides det politiserede rum, idet de hjemløse netop er en del af den tomhed, politiet skal sikre det symbolske mod.
Med hensyn til copyfarleft læser vi den ikke som ”en konsekvens af kapitalismens opløsende karakter”, men lige præcis som en modstand mod den. Læser man afsnittet på side 100 i Den kommende opstand, der har ”Blokér økonomien, men mål blokadens styrke på selvorganiseringen niveau”, så nævnes blandt andet blokaderne af indfalds- og hovedveje, et andet sted nævnes blokaden af en af USA’s største havne, og endelig kan man tage tiltalen mod Julien Coupat, der skulle have hængt jernkroge op i køreledningerne, hvilket forårsagede enorme forsinkelser med tilsvarende økonomisk tab – ikke bare for statsbanerne, men for alle de firmaer, der blev berørt. Idet en vare rives ud af den økonomiske cirkulation, så medfører det tab (hvilket jeg ikke ønsker for Kokholm og After Hand), uanset på hvilket niveau et sådant ophold i cirkulationen indtræder, vil den få karakter af modstand, fordi ethvert ophold er modstand under kapitalismens optik – eller som du selv skriver: en demobilisering af den tvingende mobilitet. Hvis dén type modstand spreder sig spontant, bliver modstanden pludselig mærkbar.
Endelig tænker vi i forhold til navnene, at der altid hæfter en form for såret selvfølelse i hangen til dem, forstå os ret, navnet er kapitalens individuationsprincip, og navnet er også vores mulighed for at blive tilskrevet en vis berømmelse (en varegørelse af os selv). Og bliver dette, at vi ikke skal opgive navnet (vi holder af din dobbelttydighed), ikke til det, der et andet sted er blevet betegnet som pseudonymitet, et maskebal, hvor alle alligevel kender alle?
Jeg tænker det er spændende med det anonyme. Men dér hvor anonymiteten er størst er netop i kapitalismens kerne. Altså lige præcis dér, hvor magten er størst. Man kan se det på kapitalfondene, hvem er det egentlig, der sidder i bestyrelserne. På de store forlag, det umulige projekt at spore, hvem der egentlig er redaktør på hver enkelt bog. I det offentlige, hvor embedsmænd og kvinder har relativt stor magt, men hvor ingen kan identificere dem (medmindre man er en del af systemet). Det jeg tænker på – som en problematisering af anonymiteten – er dens måde at skjule den reelle magt. Man ser det overalt i styringsprincipperne, man lader beslutningerne være op til fx. den enkelte beboerforening, men valgmulighederne er allerede givne, men man kan ikke identificere, hvor overgrebet kommer fra (hvis der er tale om et overgreb). Det samme med litteraturen, hvis dens afsender bliver anonym, dens system spredt ud og inkluderende, vil der endnu være en styrende kraft, en gruppe, et menneske, der organiserer litteraturen: og er anonymiteten i en sådan situation ikke netop problematisk?
Vi synes at den sidste kommentar blander anonymitet og uigennemsigtighed sammen. Et system kan godt være uigennemsigtigt – hvilket de kapitalistiske systemer i den grad er – uden at det indebærer anonymitet. Og omvendt. Faktisk er det nødvendigt at opretholde en ret hård sondring, for så vidt som målet for en “utopisk” praksis, eller hvad vi nu skal kalde det, ikke kan være mere gennemsigtighed, mere transparens, eftersom det ultimative realisering af en sådan form for væren, et sådant samfund, vel ikke kan kaldes andet end overvågningsdispositivets vådeste drøm? Derfor, hvis man skal problematisere anonymiteten, må det ske på en anden måde, fra et andet sted. Vi mener ikke i øvrigt at anonymiteten “skjuler den reelle magt”, tværtimod er anonymiteten det punkt, den flade, den mur, som, når magten træffer den eller når den støder magten, tvinger magten til at give sig til kende SOM magt, som en magt med et ansigt; hvis det er et maskebal, er det magten der smider masken kl. 24.00 – til den tid er den anonyme skikkelse for længst gået hjem (hjem?) og det er måske netop dét, der udgør anonymitetens svaghed: den har desværre svært ved at holde sig på dansegulvet natten ud.
Men det ér altså en svaghed omkring anonymiteten, som man ikke kan undslippe ved at påpege problemet med at blande uigennemsigtighed med anonymiteten (fordi det hænger sammen). Min pointe går på det tilfælde, hvor magten selv er anonym. Ikke at tage stilling til den situation er ikke at tage stilling til ens egen magtfulde position. Som anonym. Min pointe er at anonymiteten er en magtfuld position (mere magtfuld end denne abstrakte størrelse: magten). Der er selvfølgelig forskel imellem et formelt politisk system og muligheden for det enkelte menneske for at være anonym (ikke give sig til kende). Men ønsker man, at magten skal give sig til kende, må man i en eller anden grad også selv give sig til kende.
Ønsker man, at kapitalismen skal være gennemsigtig, må man også selv gå ind for gennemsigtighed. Ønsker man at vide, hvem ens modstander er, må man også selv give sig til kende.
For mig at se ER de to forskellige tilfælde mellem den enkelte forfatters anonymitet og samfundets organisering (mere eller mindre uigennemsigtigt (måske?)) knyttet sammen.
Hvad skal man så gå hen og mene? Jeg vil til enhver tid mene, at man – politisk – altid bør spille med åbne kort. Ikke dyrke den enkeltes ansigt, ikke dyrke det enkelte navn, men stå ved navnet, give sig til kende, afsløre stedet for afsendelsen.
Magtens trick er, at alle tror de afslører magten, men i virkeligheden er det ikke den reelle magt der bliver afsløret (hvis det er noget der bliver afsløret er det – den såkaldte – magts magtesløshed).
I sætningen: “Vi mener ikke i øvrigt at anonymiteten “skjuler den reelle magt”, tværtimod er anonymiteten det punkt, den flade, den mur, som, når magten træffer den eller når den støder magten, tvinger magten til at give sig til kende SOM magt, som en magt med et ansigt;” synes jeg min tanke kommer godt frem: for det er netop den anonyme, der i tilfældet i sidste ende er den magtfulde. Der tvinger magten til at handle, til at afslører sit ansigt. Og samtidig unddrager at nævne sit eget navn.
Der går en vigtig linje imellem den enkelte rets til at tale i skygge og så institutionen, organisationen, militæret, kapital fondenes, osv. ret til at tale i skyggerne.
I tilfældet med den tidligere regerings fodring af pressen anonymt, synes jeg det bør stå soleklart. Ikke at give sig til kende er en mulighed for at styre og bestemme den offentlige samtale (fordi man samtidig kan svare på ens egne anonyme udsagn).
Men nu tror jeg også, jeg er forsvundet ud af en vildvej jeg ikke helt selv kan gennemskue.
Du skelner mellem den forestilte magt og den egentlige magt, idet du påpeger, at den magt, der afsløres som magtesløs, ikke er den reelle magt. Det er vi enige i; den reelle magt er strukturel, man kunne kalde det et system, eller med Marx ideologi, hvor vi ikke ved det, men vi gør det. Med andre ord er den reelle magt altgennemtrængende, fordi det er den struktur, der underbygger vores hverdagsliv.
De folkevalgte aktører skal for alt i verden opretholde den strukturelle magt, men dermed begår du også en fejl, når du på et ontologisk niveau sidestiller magten (hvilken?) med den anonyme, ja, lader den anonyme have en fordel. Det anonyme er ikke et tilvalg, men en sidste udvej, etableringen af en frizone, hvor magten (det faktiske) tales imod (mulighedsbetingelserne). Den anonyme styrer ikke noget, taler ikke ud fra en mægtig position … vi aner for eksempel ikke, hvem de andre er.
Den anonyme må indgå i dem, der ikke tæller, manglen, for derfra at kunne formulere det positives mulighed.
Det individ, du taler om, har valgmuligheder, det kan gøre modstand, det er sin verden og liv mægtigt, det er en fantasi. Alle vores oprør har kun gjort os til borgere med en uendelig affinitet over for det borgerlige individ, der ligesom alle andre definerer sig i forhold til centrum, og ligesom alle andre hævder at være unik, hvor det i virkeligheden er blot og bart masse i en uendelig forskydning over mod det evindeligt gentagelige. Andre ord herfor er forbruger, kunstner, demokrat.
Fællesskaber og mulige frizoner virker spændende og vigtigt. Men måske er anonymiteten en detalje, et udtryk for noget andet og mere grundlæggende, som det er endnu vigtigere at finde frem til. F.eks. ville jeg ville gerne finde frem til en måde, vi’er kan være andres, hinandens. Et sted hvor du’et er et jer af konkret. Det er det jeg kigger efter i jeres øjne. I alle blikke. I tilfældige blikke. Man skal ikke undervurdere tilfældet. Altså, jeg tror man må sige at tilfældet er det fundament vi har at gøre godt med. Under alle omstændigheder. Blikket er et godt sted at mødes. Jeg vil gerne have en pluralitet af du’er. Man kan se det som en generøs omgangsform. Man kan se det som flygtningens mulighed som nyt politisk subjekt. En figur der er en grænse. Et fællesskab der ikke er grundlagt i hvor man er født, men i et det faktum at man er født. Ikke i at man har et navn, men i at man er en krop, en stemme, en bevidsthed. Som menneske er man en bevægelse, man er en kortvarig flugt. Vi skal blive bedre til at dele, og bedre til ikke at eje noget. Det er enkelt, jeg synes det virker enkelt nok. Det er en forudsætning for det fællesskab at vi ser på hinanden som mål. På samme måde må man se på vand som mål, på krager, grævlinge, katte, vandmænd, svampe, birketræer, flyvende søsnegle, tekster og tekster om andre tekster som mål. Man må se uden at tænke på hvad det kan bruges til, man må holde op med at tænke på penge. Det er et overskud, men jeg tror ikke det er et overskud der er fjernt eller utopisk. Alting viser os det hele tiden. Det ligger i os, altså i alle mennesker og måske også støvet og stenene, og det får os til at elske, skrive og drømme. Det er en enkel men skrøbelig ting. Det kræver at man ikke fortaber sig i dogmatiske formler og endeløse metadiskussioner. At man holder op med at tale om anonymiteten som mest bare er en udmærket form, og begynder at lede efter ikke-substantielle håb eller at udføre en sproglig og indholdsmæssigt funderet kritik.